Læs her nogle tips og tricks, der kan hjælpe dig godt gennem den kolde tid.

Hvert forår får vi en masse kedelige opkald fra vores kunder. Årets første solstråler titter frem, sneen er for længst væk, og det er endeligt blevet varmere end køleskabstemperatur uden døre. Alt sammen tegn på, at ladcyklen skal hives ud fra garagen og luftes. Forventningens glæde er stor, men skuffelsen desværre ofte mindst af samme størrelse, når familier rundt omkring i landet må sande, at deres elektriske ladcykel er mere eller mindre ubrugelig…

Omtalte scenarie vil vi med dette lille skriv gerne undgå, når det om nogle måneder atter bliver forår. Vi har derfor samlet nogle gode råd til, hvordan du bedst muligt passer på din ladcykel – og i særdeleshed dit batteri her i den kolde tid. Vi ved nemlig, at det er nu mange stiller deres cykel i vinterhi, men er du en af de mange, som bruger din ladcykel hele året rundt, er det alligevel en meget god idé at læse med herunder.

Dit batteri kan bogstaveligt talt dø af kulde!

Du kender det måske fra din bil, mobiltelefon, eller anden elektronik, som kører på batteri. Batteriet drænes væsentligt hurtigere, når du er ude i kulden. Det er i princippet helt det samme, der kan ske med batteriet til din elektriske cykel, hvor teknologien i batteriet er nøjagtigt den samme som i din mobiltelefon. Batteriet er bygget på litium-ion-teknologien, som har rigtigt mange fordele, men som alle andre batterier er kulde ikke dens allerbedste vinterven.

Men en ting er, at du måske ikke kan køre så langt, som du plejer på din cykel. Det må man desværre tage med, og så længe, du er ude at cykle, holder batteriet sig også tilpas varmt, så du må ikke være bange for, at du slet ikke kan bruge det her i de kommende måneder. Det virkelige problem opstår, hvis du glemmer at tage batteriet med ind, når du kommer hjem – eller frem til arbejdspladsen, hvor din cykel også typisk står ude i mange timer i træk. I værste fald kan kulden nemlig beskadige cellerne, som dit batteri indvendigt er bygget op af. Hvis en eller flere celler dør, vil det påvirke ydeevnen negativt – også når temperaturen stiger igen. I yderste konsekvens er dit batteri helt dødt, og skal enten renoveres eller udskiftes, hvilket er en dum ekstra udgift, som garantien desværre ikke dækker.

 

Bruger du slet ikke cyklen i en længere periode?

For mange familier er ture på ladcyklen en sæsonaktivitet, som primært finder sted fra marts til oktober. Hører du og din familie til denne kategori, så er det alligevel ikke helt nok ”bare” at opbevare batteriet indendørs ved stuetemperatur. For selvom det naturligvis er væsentligt bedre end lade det stå ude i skuret, carporten eller i den kolde kælder, så er det næsten lige så vigtigt, at du holder cirkulation i batteriets celler. Det kan lyde lidt skørt, men sæt dit batteri til opladning mindst én gang om måneden – og lad det gerne stå i nogle ekstra timer, selvom indikatoren fortæller, at det er fuldt opladet. Den manøvre er nemlig med til at forlænge batteriets levetid, og samme gode råd kan i øvrigt gives, hvis du skulle have en ekstra mobiltelefon eller et ferie-kamera liggende i skuffen.

Mit batteri er dødt – hvad gør jeg?

Hvis vi lige spoler kalenderen et lille halvt år frem, og du oplever fejl på batteriet, så er du naturligvis velkommen til at kontakte os. Så kan vi sende dit batteri ind til et uafhængigt testcenter for at få gennemført en analyse. Analysen viser blandt andet hvor mange ladecyklusser, dit batteri har gennemgået (et batteri kan gennemsnitligt op- og aflades cirka 500 gange), hvor stor kapacitet batteriet har tilbage, og om enkelte af cellerne er døde. Analysen koster typisk 750 kroner at få foretaget, og dækkes ikke af garantien medmindre analysen påviser en fabrikationsfejl.

Det kan også hænde, at informationerne på dit display vises med en vis forsinkelse. Dette er også helt naturligt her i den kolde tid, og retter sig ind igen, når temperaturen atter stiger.

Cargobike vintertid

10 gode råd til at få dit cykelbatteri bedst gennem vinteren:

  • Tag batteriet med ind, når du kommer hjem, eller med ind i tasken, når du kommer frem til din arbejdsplads.
  • Opbevar altid batteriet i vandret tilstand (eller i samme hældning, som det sidder i cyklen).
  • Sæt aldrig et koldt batteri direkte i stikkontakten, men vent til det har samme temperatur som omgivelserne – altså såkaldt stuetemperatur.
  • Sørg for så vidt muligt for, at det ikke udsættes for minusgrader igennem længere tid, da det kan forårsage varige skader på batteriets celler.
  • Selvom du ikke bruger batteriet i en længere periode – så oplad det mindst én gang om måneden, og gerne i op til 24 timer.
  • Sørg for, at polerne på batteriet er smurte (der findes kontaktspray til formålet). Det kan du enten selv gøre, ellers er det måske en kærkommen lejlighed til at give din cykel et serviceeftersyn.
  • Husk at slukke for stikkontakten til opladeren, når den ikke bruges. Det sparer også strøm.
  • Sørg for, at batteriet ikke står i direkte sollys. Læg det fx ikke i en vindueskarm.
  • Vær opmærksom på, at gummiflappen til åbningen på batteriets stikkontakt er lukket tæt til, når du bruger cyklen. Således undgår du, at der kommer vand/is ind i batteriet.
  • Det kan være en god idé at have et ekstra batteri, så du altid har et skiftebatteri på lager, som er fuldt opladet ved den rette temperatur.
Wildenburg 9ah batteri

Generelle råd til vedligehold i den kolde tid:

Som vi også har fortalt dig, da du købte din cykel, så anbefaler vi altid, at din el-ladcykel opbevares indendørs. Er det ikke praktisk muligt, så kan et garagecover være en rigtig fornuftig investering, da det beskytter både cyklens elektroniske dele, men også generelt er med til at sørge for, at cyklen står i ”tørvejr”, hvilket både træ- og ståldele selvsagt har bedst af.

Du kan selv afhjælpe nogle ting ved fx at vaske din cykel i lunken vand (husk dog at fjerne batteriet forinden). Sne, is, vand og sjap har det med at sprøjte op under cyklen, hvor der sidder mange mekaniske dele – og i vores tilfælde og elektroniske. En controllerbox, der har fået vand, der bliver til is, er fx ikke den bedste cocktail, og kan være en forklaring på, at din cykels elektronik ikke virker, selvom du har passet godt på batteriet. Når du har vasket cyklen, så smør kæden og giv gear- og bremsekablerne en gang silikonespray, som er med til at forsegle/frostsikre dem. Da bremserne indeholder bevægelige dele, kan det også være, at de trænger til at blive justeret.

Magter du det ikke selv?

Vi anbefaler altid, at du får serviceret din cykel mindst en gang halvårligt – også når de tre første serviceeftersyn efter hhv. 100, 300 og 700 kilometer er blevet foretaget. På denne måde får du mest glæde af din cykel både her og nu og i forhåbentligt også mange år frem i tiden. Et serviceeftersyn foretaget af en autoriseret cykelsmed koster typisk i omegnen 400-800 kroner, men kan spare dig for mange dumme, løbende udgifter som følge af manglende vedligehold. Og den slags dækker en eventuel garanti altså ikke!

Du kan bestille et ekstra batteri, garagecover og andet udstyr via vores hjemmeside, www.el-ladcykler.dk – her kan du også bestille serviceeftersyn og efterspænding af din ladcykel, som foretages af vores mobile cykelsmede, der kører i hele landet, og kommer på et aftalt sted – fx til din arbejdsplads eller bopæl.

Vi håber, at ovenstående kan være en hjælp til at få din el-cykel bedst gennem vinteren – hvad enten du har købt den hos os eller hos en anden forhandler. Rådene og de fakta, de er bygget på, er nemlig generelle, og batterier opfører sig ens uanset hvilken cykel, de sidder på.